Her kan du læse om reglerne om seksuel chikane og finde links til yderligere information.
Seksuel chikane (sexchikane) er forbudt efter ligebehandlingsloven, da det betragtes som forskelsbehandling på grund af køn (ligebehandlingslovens § 1, stk. 4).
Efter loven er der tale om seksuel chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima (ligebehandlingslovens § 1, stk. 6).
Enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Lige arbejdsvilkår omfatter også forbud mod seksuel chikane (ligebehandlingslovens § 4).
Ligebehandlingsloven gælder bl.a. for enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, samt enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed.
Seksuel chikane (sexchikane) er forbudt efter ligestillingsloven, da det betragtes som forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika (ligestillingslovens § 2 a, stk. 1).
Efter ligestillingsloven er der tale om seksuel chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner i relation til en persons køn, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima (ligestillingslovens § 2 a, stk. 3).
Ligestillingsloven gælder for enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed. Derudover er myndigheder, organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden inden for både den offentlige og den private sektor, og som tilbydes uden for privat- og familielivet, samt transaktioner i den forbindelse omfattet (ligestillingslovens § 1 a, stk. 1).
Ligebehandlingsnævnet kan behandle sager om seksuel chikane efter ligestillingsloven og ligebehandlingsloven.
Efter begge love er der delt bevisbyrde i sager om seksuel chikane. Det betyder, at hvis en person kan påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket (ligestillingslovens § 2, stk. 5, og ligebehandlingslovens § 16 a).
Ligebehandlingsnævnet kan tilkende en godtgørelse til personer, der har været udsat for seksuel chikane (ligestillingslovens § 3 c og ligebehandlingslovens § 14, stk. 1). Efter ligebehandlingsloven kan det inden for arbejdsmarkedet tillægges vægt ved fastsættelsen af godtgørelsen, at der har været tale om en krænkelse i form af seksuel chikane (ligebehandlingslovens § 14, stk. 2). Bestemmelserne supplerer navnlig erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort.
Arbejdsmiljøloven er en forebyggelseslov, som tager udgangspunkt i, at arbejdsmiljøet skal være sikkert og sundt.
Ifølge bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø skal arbejdet i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på kort og lang sigt i forhold til fx krænkende handlinger, herunder seksuel chikane på arbejdspladsen.
Læs om AT-vejledningen om krænkende handlinger
Hvis Arbejdstilsynet konstaterer problemer med krænkende handlinger i en virksomhed, kan Arbejdstilsynet afgive reaktioner i form af blandt andet påbud og vejledning til virksomheden.
Du kan klage til Arbejdstilsynet, hvis du eller andre bliver udsat for krænkende handleringer, herunder seksuel chikane på arbejdspladsen.
Du kan også få vejledning om forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger hos Arbejdstilsynets Hotline om krænkende handlinger. Du er anonym, når du kontakter hotlinen.
Klag over krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane
Læs om hotline om krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen
En sag om seksuel chikane kan også indbringes for domstolene. Ligebehandlingsnævnets afgørelser kan også indbringes for domstolene.
Domstolene kan endvidere tage stilling til, om der skal gives godtgørelse for tort i en sag om seksuel chikane efter erstatningsansvarslovens § 26.
Alle offentlige og private arbejdspladser med 50 eller flere ansatte skal etablere en intern whistleblowerordning, hvor oplysninger om bl.a. seksuel chikane kan indberettes.
Læs lov om beskyttelse af whistleblowere
Læs Justitsministeriets vejledninger om whistleblowing
En whistleblower, der påtænker at foretage indberetning til den interne whistleblowerordning på sin arbejdsplads, kan i stedet vælge at indberette via Datatilsynets eksterne whistleblowerordning, som findes her: https://whistleblower.dk/.
Arbejdspladsen skal ifølge whistleblowerloven opfordre til, at man som whistleblower som udgangspunkt bruger arbejdspladsens whistleblowerordning i stedet for en ekstern ordning. Det skyldes, at arbejdspladsen normalt vil have bedre muligheder for at håndtere og følge op på en indberetning.
Læs mere om den eksterne whistleblowerordning i Datatilsynet på https://whistleblower.dk/, der indeholder oplysninger om, bl.a. hvem der kan bruge den eksterne whistleblowerordning, og hvordan du kan indberette til ordningen.