I dag kan ligestillingsminister Marie Bjerre offentliggøre fire samarbejdsprojekter, som får del i Alliance mod seksuel chikanes ansøgningspulje på 2,75 millioner kr.
Fire projekter modtager støtte fra Alliance mod seksuel chikanes pulje til at fremme trygge fællesskaber og forebyggelse af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane. Projekterne sætter ind i forhold til de unges uddannelses- og fritidsliv samt i forenings- og idrætslivet.
”Undersøgelser viser desværre, at unge kvinder og mænd er mere udsatte for seksuel chikane og uønsket opmærksomhed end resten af befolkningen. Hver femte unge kvinde mellem 16 og 24 år har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed det seneste år. For de unge mænd er det 4,5 pct. Det skal vi gøre op med. Der er behov for at sætte fokus på at fremme trygge fællesskaber, der hvor de unge er. Derfor giver vi nu midler til to projekter, som vil sætte fokus på det gode samvær uden uønsket seksuel opmærksomhed blandt unge på ungdomsuddannelser og på lange videregående uddannelser,” siger ligestillingsminister Marie Bjerre.
Blandt støttemodtagerne er KVINFO, der i samarbejde med DGS, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Danske Gymnasier, Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier og en række ungdomsuddannelser modtager 933.305 kr. til at udvikle redskaber, som elever/elevråd, lærere og ledere på ungdomsuddannelser kan bruge til at forebygge og håndtere seksuel chikane og uønsket seksuel opmærksomhed på ungdomsuddannelser.
Danske Studerendes Fællesråd og Danske Universiteter modtager 129.000 til at opkvalificere studerende på videregående uddannelser til at blive kulturbærere, i forhold til at fremme trygge fællesskaber og udbrede kendskab til hvordan uddannelsesinstitutionerne håndterer grænseoverskridende adfærd.
”Seksuel chikane, krænkelser og overgreb forekommer også i idræts- og foreningslivet. Derfor giver vi nu støtte til to projekter, som har fokus på at skabe mere viden og igangsætte aktiviteter både bredt i idrætslivet og blandt unge i e-sportsforeninger. Mange danskere bruger de forskellige idrætstilbud, derfor skal vi også have fokus på kulturen her. Gaming udgør en centrale del af mange unges, særligt drenges, liv. Tonen kan være hård, og mange piger oplever chikane rettet mod deres køn. Forenings- og idrætslivet skal være trygt for alle at være i, ” siger ligestillingsminister Marie Bjerre.
DGI og Sex og Samfund modtager 867.728 kr. til at undersøge seksuel chikane inden for foreningslivet og på den baggrund udbrede relevante aktiviteter i de lokale idrætsforeninger.
Center for Digital Pædagogik, Institut for Menneskerettigheder og Astralis modtager 819.850 kr. til at ruste e-sportsforeninger i hele landet til aktivt at forebygge sexisme i online gaming-miljøer.
Der er i alt modtaget 13 ansøgninger til puljen og søgt om tilskud for 8,3 mio. kr. Puljen udmøntes på vegne af Alliancen mod seksuel chikane, som udspringer af trepartsaftalen om seksuel chikane på arbejdspladser fra den 4. marts 2022.
Se oversigt over de fire tilskudsmodtagere i faktaboksen til højre.